At være alkoholiker er ikke et bevidst valg. Det er noget, der sker, fordi livet sker. Der kan være utroligt mange forskellige årsager til, at en person ender med at blive alkoholiker. Nogle gange er det så simpelt så at pege på det miljø, personen kommer fra. At det stort set har været umuligt og uundgåeligt for personen, at slippe for at ende ud i et alkoholmisbrug.
Men det kan naturligvis altid være let at skyde skylden på andre. Man har naturligvis også ansvar for sit eget liv. Men man er ikke herre over udfaldet af livet, og de ting og begivenheder, der sker. Derfor kan det være svært at styre, og før man ved af det, sidder man og kigger dybt i flaskerne med et ustyrligt behov og en stor trang til alkohol hele tiden.
At give livstegn midt i ensomheden
Det kan være ensomt på mange måder. For alkoholikeren kan det føles ensomt at ende med et misbrug, hvor man måske oplever at venner og familien trækker sig. Det kan ske, hvis man giver fortabt i at hjælpe personen. Det giver en følelse af at blive efterladt til sig selv, hvor ensomheden kan blive altoverskyggende. Det kan forstærke misbruget, da det måske i denne situation er lettere at drikke sig selv væk fra virkelighedens realiteter.
Men det kan også være ensomt på pårørende, hvis de er vant til en person uden et misbrug. At de er vant til at besøge og gøre ting sammen med personen. Og at dette nu pludseligt er stoppet, og at de står tilbage og føler, at de har mistet en person til alkoholen, som betød meget for dem.
Derfor kan et opkald fra begge sider være noget, der kan bryde med ensomheden. At tage initiativet og give udtryk for følelserne omkring situationen, så alle ved, hvor I hver især står.
Det afgørende opkald, der ændrer alting
Et opkald kan være den afgørende forskel, der gør, at hjælpen er på vej. Det kan være, at I får snakket fornuft, at alkoholikeren rækker ud for at få hjælp via et opkald, og at du kan være den, der gør den store forskel og hjælper. Her kan alkoholafvænning blive startet, og både alkoholikeren og den pårørende kan få god rådgivning undervejs, så man hele tiden ved, hvor man står, og hvordan man kan forhold sig i forhold til at støtte personen bedst muligt.